Kære Ida og Silas
Tillykke med ægteskabet.
Man kan jo undre sig over, hvad der får to ellers begavede, unge mennesker til at afgive et løfte af så afgørende betydning og med en rækkevidde, som de ingen jordisk chance har for at overskue.
Ægteskabet er en idealistisk indretning, som overstiger menneskenes evne. (Sebastian Chamfort)
Ægteskabet er den populæreste fejltagelse i verden. (Noel Coward)
Ægteskabet, herom har det danske sprog sagt sin eneste vittighed, så det dannede ordet ”gift”. (Georg Brandes)
Stræb af al magt efter at blive gift. Hvis du får en god kone, vil du blive meget lykkelig. Hvis du får en dårlig kone, vil du blive filosof. (Sokrates)
Hvad er det så for en kone, du får, Silas? Jeg mener selv, jeg kender Ida ret godt. Hun er et sammensat menneske med mange dyder og få laster. Det med det sammensatte er måske lettest at forstå, hvis du kender lidt til hendes forfædre:
Morfar, som er desværre er for gammel til at kunne være her i dag, fra ham, tror jeg, Ida har arvet sin opfindsomhed og kreative indstilling til livets små og store problemer. Utallige er de havelåger og stakitter morfar har banket op på en eftermiddag, når behovet meldte sig. At udførslen så ikke altid kunne modstå det danske klima, lod ikke til at bekymre ham. Når den første efterårsstorm havde lagt både låge og stakit ned, var han altid klar til at begynde forfra. Ida kan nok blive skuffet og frustreret, når tingene ikke går, som hun vil. Men det går som regel hurtigt over, og i modsætning til morfar, lærer hun af sine fejltagelser, så hun sjældent begår den samme fejl to gange i træk.
Fra mormor har Ida arvet sin skarpe tunge. Hvor skulle den ellers være fra? Mormor kan som få sætte enhver opblæst nar på plads med få velrettede og knivskarpe ord. Hun lader sig ikke dupere af hverken stand, profession eller veltalenhed. For en del år siden, sad jeg og arbejdede en lørdag derhjemme. Ida kom forbi og spurgte, hvad jeg lavede. ”Jeg er ved at forberede et foredrag”, sagde jeg. Idas kommentar faldt nådesløst og hurtigt: ”Åh nej, far, du er så kedelig at høre på.”
Idas farmor var mild og god som dagen er lang. Det kan Ida også være. Og ligesom farmor foretrækker Ida aldrig rampelyset, men gør sine gode gerninger skjult for de fleste. Når jeg ser Ida sammen med venners og families børn, tænker jeg tit på farmor, som elskede samværet med børn. Farmor legede aldrig med børn, hun var sammen med dem, talte med dem og lod dem lege selv i sin trygge nærhed. Ida bliver en god mor, hvis det en dag skulle gå så galt.
Lige så højt farmor frygtede rampelyset, elskede farfar det. Han var den største optimist, jeg har kendt. Han troede og forventede altid det bedste af ethvert menneske, han mødte. Og han blev sjældent skuffet. At tro det bedste om andre kan måske virke naivt. Det er det ikke. En bedre strategi for et godt liv, findes næppe; og den strategi er også blevet Idas.
Silas, det er med glæde og stolthed, Lone og jeg overlader vores guldklump i din varetægt. Vi har ikke et sekund tvivlet på, at du er manden i Idas liv. Nu glæder vi os til, at du også vil være svigersønnen i vores liv.
Jeg vil lade Emma Gad give jer de sidste ord med på vejen:
En Mand bør søge at gøre sin Hustru delagtig i sine Vanskeligheder. Han bør have Beroligelsen og Fornyelsen ved at kunne komme til hende og dele dem med hende. Og der kan indtræffe det Øjeblik, hvor han bittert angrer ikke at have gjort det, f. Eks. naar en Forværrelse af deres fælles Stilling kan komme til at staa for hende som en pludselig Katastrofe.
Hvis hun paa Forhaand havde kendt dens Aarsager, vilde hun snarere kunne forstaa Sammenhængen, ligeom der da havde været givet hende Lejlighed til at komme med et Raad til mulig Afværgelse.
Naar imidlertid Hustruen maa forlange en saadan Tillid af sin Mand, har han ogsaa Ret til at vente, at han til Gengæld kan have den samme Tillid til hende især paa det Punkt, der sædvanligvis er Kvindernes allersvageste, nemlig deres Mangel paa Diskretion. Ethvert Menneske har Trang til at kunne tale med Nogen, hvis ikke han skal blive indesluttet, og naturligst og bedst er det jo, naar han kan tale helt ud til Den, der inderst inde skulde være hans Forbundsfælle i Livets Kamp. Desværre er der mangen en Mand, som kommer træt og forpint fra Striden for det fælles Bedste, og som saa ligeoverfor sin Hustru er nødt til at skjule og dække og nøje at overveje sine Ord, fordi han ved, at de som „fortrolig Samtale“ vil gaa videre fra hende til Andre, maaske i overdreven og fejlagtig Form.
– Emma Gad s. 33 nederst – s. 34 midt.
© Anhøj 2024